Hvem står bag
Hvem står bag — og hvordan vi tjener penge
Hvem vi er, hvordan vi tjener penge, og hvad der sker med data.

Et menneske, ikke en kampagne
Jeg hedder Arne Bangsgaard, er uddannet Kaospilot, 33 år, og bor i Aarhus med min hund Tikko. Dumbphone startede ikke som en forretningsplan — og det startede ikke med mig som forælder.
Det begyndte i 2022, da min smartphone gik i stykker, og jeg nødtvungent skiftede til en knaptelefon. Skiftet gjorde en større forskel, end jeg havde regnet med — mere nærvær, mindre stress og angst. Jeg opdagede hurtigt, at rigtig mange havde det på præcis samme måde.
Det her er ikke nyt for os
Års arbejde med skærme, skoler og fællesskaber
25
skoleforløb
2.650+
elever
4 år
erfaring med konkrete løsninger til digital balance
Fra det første 30-dages eksperiment på Egmont Højskolen voksede det til smartphone-frie forløb på 25 skoler over hele Danmark, national mediedækning og BBC World News. I 2025 rådgav vi YouSee om deres børneafdeling og indledte samarbejde med HMD (Makers of Nokia) om den speciallavede FirstPhone.
De første #UdskydSammen-pilottests solgte vi telefoner til indkøbspris — ikke for at tjene penge, men for at få konceptet testet og samle data.
Vores model
Ja — vi er en virksomhed.
Sådan tjener vi penge
Vi har arbejdet hårdt på at finde den model, hvor det er så billigt som overhovedet muligt for forældre at være med — så økonomi i hvert fald ikke er en barriere for, om man kan deltage. Måden, vi kunne give den laveste pris på, var ved at sælge telefonen sammen med et rigtig godt taletidsabonnement, der matcher telefonen, med 6 måneders binding.
Telefonen er gratis, fordi der følger et taletidsabonnement med: 49 kr/md i 6 måneders binding — et mobilabonnement med 0,5 GB data, fri tale og fri sms. Det er dér, vi tjener vores penge. Vi skjuler det ikke — det er hele regnestykket, og du kan regne det efter på forsiden.
Du kan også bare købe telefonen alene uden gruppe. Og at bruge #UdskydSammen koster dig ikke noget — der er ikke et gebyr for at oprette eller være med i en gruppe.
Lige så vigtigt
Hvad vi aldrig gør
- Vi sælger ikke jeres data. Aldrig.
- Vi sender ikke mails til forældre, du ikke selv har inviteret — hver familie skriver sig selv på.
- Vi ringer ikke rundt og sælger. Du ringer til os, hvis du vil.
- Vi tjener ikke penge på selve gruppedannelsen — den er gratis at bruge.
- Vi presser ikke nogen til at sige ja. En forælder, der ikke vil, skriver sig bare ikke på.
Hvad sker der med data?
Det gemmer vi
- · Jeres navn (som I selv skriver det)
- · Barnets fornavn
- · En email til bekræftelse
Det gør vi aldrig
- · Viser jeres email til andre
- · Sælger eller deler data
- · Mailer til folk, der ikke selv har skrevet sig på
Data slettes automatisk, når en gruppe ikke længere er aktiv. Du kan altid bede os om at fjerne en tilmelding. Læs mere i privatlivspolitikken.

































I er i gang — del gerne med flere i klassen.
Jo flere familier der er med, jo stærkere står I. Gå tilbage til jeres gruppe for at dele linket eller skrive jer på.
Til jeres gruppe →Eller ring til Arne · 40 26 12 70Læs videre